Kristina
Leder
Kristina er Høbjergs leder. Hun er bosat i Tikøb med hendes mand Nicolai og deres to børn, Merle og Ludvig. Kristina er en meget omsorgsfuld leder overfor både personale, børn og forældre. Hun er god til at give sig tid til at møde det enkelte barn og personale, og i dette møde er hun god til at skabe en følelse af, at individet føler sig set og hørt. Kristina er ligeledes en person med et altid venligt toneleje, hvilket skaber en god og rar stemning for hendes omgivelser. Kristina vægter struktur højt, og er god til at se problematikker og opgaver, og hurtigt løse opgaven, så hun derved er klar til den næste. Hun sætter pædagogik på dagsordenen, og skaber derved i samarbejdet med personalet et trygt, spændende og udfordrende miljø for børn, personale og familier.
Forældrenes tale til Kristina 2022: ”Du kom til Højberg med stor erfaring og var ikke bange for at påtage dig det ansvar det var at samle Høbjerg igen efter nogle turbulente år. Du har formået at samle et personale, som er helt unik og det er takkede være dig. Du er en støtte for alle i personalegruppen og din telefon er altid åben for forældre som har brug for at lette hjertet. Det er en kæmpe gave.
Du blev noget chokeret over vores første arbejdsdag i Høbjerg, og at så mange mødte op på trods af dårlig vejr. Du havde øvet dig på 100 nye navne på forældre som skulle starte. Du har lige fra starten taget Høbjerg værdier og traditioner til dig, men også skabt meningsfuld fornyelse. Høbjerg betyder utrolig meget for dig, og det kan vi virkelig mærke.
Du elsker at være på gulvet i Høbjerg og man kan mærke at du har en kæmpe kærlighed til alle børn. Vi ved at du savner at være ved bussen, men vi ved at du har utrolig mange andre opgaver.
Høbjergs frisør og laver smukt hår.
Tak for dig, hvor er Høbjerg heldig.”
Cecilie
Pædagog
Cecilie er pædagog og bor sammen med sin kæreste Tibor i Sydhavn. Cecilie er frisk og kommer med den helt nye viden fra seminariet. Cecilie er virkelig dygtig, observant og derved en god støtte for børnene, der hvor de er. Cecilie vægter børnedemokrati og det gode børneliv og børns medindflydelse. Cecilie ser det enkelte barn, hvilket gør at børnene søger hende og er trygge i hendes selskab. Cecilie fik prisen for årets pædagog i 2020 for sin faglige tilgang og professionelle håndtering i Corona tiden, i sin konstituering som husets leder i 1 ½ år, hvor Kristina var på barsel.
Forældrenes tale til Cecilie i 2022:
”Du er vores faglige klippe, og du går meget op i den pædagogiske tilgang til børnene. Vi er meget taknemmelige for, at du sagde ja til at påtage dig den store opgave og ikke mindst det store ansvar for at være leder, da Kristina gik på barsel.
Du nåede lige at lande i stillingen, da corona indtog Danmark, og det må have været rigtigt hårdt at skulle navigere i en ny stilling som leder, og samtidig skulle tage stilling til en hel ny hverdag med nedlukning og coronaregler.
Med stor professionalisme og selvsikkerhed fik du Høbjerg igennem en hård tid med corona. Det er utrolig flot, ikke mindst taget i betragtning af din unge alder. Det sætter vi alle stor pris på.
Du er altid utrolig smilende og det er altid dejligt at blive taget imod dig ved bussen. Tak for dig.”
Malte
Medhjælper
Malte er vores livlige meget høje medhjælper i Høbjerg. Malte bor i København med sin kæreste Liva.
Malte spiller i et band på klaver men han mestrer også en guitar. Når Malte tager guitaren frem er der lykke hos alle børn for her kan der blive sunget alt hvad man har lyst til.
Malte er fuld af energi, som man tit ser når han løber rundt på legepladsen med en hale af børn efter sig. Malte er meget lattermild, og laver tit sjov med børnene som de elsker og samtidig er han meget rolig i sin tilgang til børnene. Vi er så glade for at Malte valgte Høbjerg.
Noah
Medhjælper
Noah er den sidste nye medhjælper vi har fået i Høbjerg og vi er lykkelige for at han valgte os. Noah er lige flyttet til København, og har i mange år arbejdet i daginstitution, SFO, Klub og skole, og kommer derfor trods sin unge alder med en stor erfaring. Noah kommer med det mildeste væsen og er lyttende og elsker at lege med børnene.
Noah er god til at sætte kreative ting i gang hvor der er en ro og hygge, samtidig kan Noah skabe nogle sjove vilde fede lege ude på legepladsen.
Anette
Medhjælper
Anette er medhjælper og har været i Høbjerg siden december 2017. Anette har mange års erfaring som medhjælper. Anette er bosat på Nørrebro med sin mand Michael og har en datter og tre drenge børnebørn. Anette er uddannet fodterapeut men savnede arbejdet med børn for meget og vendte derfor tilbage til faget hos Høbjerg til stor glæde for alle. Gennem hendes store erfaring har Anette et stort overblik, hvilket børnene nyder godt af, da Anette altid viser nærhed og omsorg. Anette er god til at skabe ro og sammenhold i hendes aktiviteter, når hun eksempelvis giver massage eller fletter hår.
Forældrenes tale til Anette 2022: ”Du er Høbjergs tandfe og du sørger for, at alle løse tænder bliver hevet forsigtigt ud og kommer med hjem.
Du ligner en million, du er så sød og varm og giver de bedste krammere. Du er sjov og super cool. Du har en stor passion for Høbjerg, og hvis der er noget som ikke fungerer, er du ikke bange for at råbe højt. Det sætter vi stor pris på.
Du er ikke bleg for kammeratligt skæld ud, når vi forældre glemmer regntøj eller brøddag. Og vi ved at det er fordi du passer på vores børn. Tak for dig!”